Profil

    Tri-Consult A/S er en rådgivende ingeniørvirksomhed med hovedsæde i Aarhus.

    Historien om Tri-Consult

    Tri-Consult har rødder tilbage til 1965, hvor de to ingeniører Ole Raundahl og Svend Erik Jørgensen grundlagde den rådgivende ingeniørvirksomhed Raundahl & Jørgensen I/S.

    De første år boede firmaet i Studsgade i centrum af Århus. Men Raundahl & Jørgensen voksede hurtigt og flyttede til større lokaler i Svend Erik Jørgensens villa i Højbjerg ved Århus.

    Ekspanderer i Hobro og Århus
    I 1974 åbnede Raundahl & Jørgensen en afdeling i Adelgade i Hobro, hvor virksomheden havde fået en del lokale kunder. Denne afdeling er gennem årene også vokset ud af de oprindelige rammer og ligger i dag i Adelgade 54, Hobro.

    Flere og større opgaver samt et stigende antal medarbejdere op gennem 70'erne og 80'erne gjorde, at der igen opstod et behov for større lokaler. Derfor købte Raundahl & Jørgensen i 1983 et nedlagt tømrerværksted på Albert Naursvej i Højbjerg og byggede det om til kontorer. Lokalerne her var virksomhedens base de næste 15 år, indtil vi i 1998 flyttede til vores nuværende adresse på Skanderborgvej 213 i Viby ved Aarhus.

    Nye ejere og navneskifte
    Omkring 1990 gennemgik virksomheden et løbende generationsskifte og ændrede selskabsform fra I/S til A/S. Forandringerne blev i 1992 markeret ved at ændre firmanavnet til Tri-Consult A/S.

    Siden starten i 1965 har Tri-Consult haft en stabil vækst, og virksomheden tegnes i dag af 27 medarbejdere hvoraf de fire er indehavere: Søren Ibsen, Jan Dons Seehausen, Ole Fischer Bak og Martin Trærup.

    Tri-Consult i dag

    Tri-Consult er en rådgivende ingeniørvirksomhed med 28 medarbejdere på vores hovedsæde i Århus.

    Hos os kan du få udført alt fra mindre projekteringsopgaver inden for et enkelt fagområde til store, totale anlægs- og byggeprojekter. Vi samarbejder med både offentlige og private bygherrer og rådgiver inden for såvel fredede bygninger som nybyggerier.

    Tri-Consult har speciale inden for udviklingen af miljørigtige løsninger, der kan reducere energiforbruget og forbedre indeklimaet i bygninger.

    Virksomhedens tre grundsten
    Tri-Consult har i 2010 fået nyt logo, der repræsenterer vores tre grundsten:

    Nærhed
    Vi er baseret på en tæt kontakt til vore kunder og en tæt kontakt medarbejdere og ledelse imellem.

    Kvalitet
    Vi sætter en ære i altid at levere gennemarbejdede projekter, som lever op til kundernes krav og ønsker.

    Trivsel
    Vi stræber efter at både kunder og medarbejdere trives og er tilfredse.

    Den grønne farve i logoet repræsenterer miljø og bæredygtighed, som i dag indgår som en naturlig faktor, når vi udtænker nye løsninger for vores kunder.

    Faste kunder - faste kontaktpersoner
    Tri-Consult har mange faste kunder. Det er vi stolte af, og vi stræber efter, at alle kunder har én fast kontaktperson hos os. Det fremmer det indbyrdes kendskab mellem os og den enkelte kunde, hvilket i sidste ende forbedrer både samarbejdet og arbejdsprocessen.

    Uanset din opgave og dens størrelse sætter vi en stor ære i at levere rådgivning af høj kvalitet og til den aftalte tid.

    Medarbejderne arbejder tværfagligt
    Strukturen i Tri-Consult er flad og uformel, og tegnestuen er indrettet med åbne kontorer. Denne åbenhed afspejler sig også i vores interne arbejdskultur, hvor det er helt naturligt at arbejde sammen på tværs af faggrænser. På grund af det tætte samarbejde har alle medarbejdere viden om og forståelse for hinandens fagområder.

    I Tri-Consult prioriterer vi faglig udvikling af medarbejdere og virksomhed før øvrig vækst. Vi har et meget socialt arbejdsmiljø med en række fælles aktiviteter. For eksempel deltager vi hvert år i motionsløb, tager på ekskursioner og på en skitur. Vi har sundhedsforsikring for alle medarbejdere, frugtordning og fri avis.

    Vi er i dag 28 medarbejdere og fire indehavere i Tri-Consult. Vi fordeler os med 4 personer i anlægsafdelingen, 12 i konstruktionsafdelingen, 4 i energi-, ventilation og vvs-afdelingen, 2 i el-afdelingen, 4 assistenter og 2 i administrationen.

    Tri-Consult A/S ejes af Søren Ibsen, Jan Dons Seehausen, Ole Fischer Bak og Martin Trærup.

    Tri-Consult's visioner

    Vi vil fastholde og udvikle vores engagerede medarbejdere gennem efteruddannelse samt videndeling i og på tværs af faggrupper.

    Vi vil have fokus på energirigtigt byggeri, på de mange nye løsningsmetoder og på udvikling af nye materialer.

    Vi arbejder hen imod det digitale byggeri og projekter løst i 3D. Udvikling og uddannelse inden for Revit og Autocad MEP er allerede langt fremme, og vi tegner i dag al ventilation i 3D.

    Vi vil også i fremtiden være baseret på en tæt kontakt til vore kunder - med én fast kontaktperson - og på en tæt kontakt mellem medarbejdere og ledelse.

    Vi føler, at Tri-Consult's nuværende størrelse er den bedst mulige til at håndtere denne nære kontakt.

    I en tid med hård konkurrence på rådgiverhonorar er det vores mål fortsat at levere hele og gennemarbejdede projekter, hvor problemerne ikke overlades til de udførende medarbejdere på byggepladserne.

Tegnestuen